Klar til Lastbil Show


Så er nedtællingen begyndt til Lastbil Show 2007 Vest på Flyvestation Karup, og programmet for weekenden 23. - 24. juni er ved at være på plads.
Sidste år forventede vi, at der kom mellem 250 og 300 lastbiler, men der kom over 500! Om der kommer lige så mange i år, er svært at spå om. Imod taler, at der i år også er et Lastbil Show Øst (8. – 9. september på Roskilde Dyrskueplads). Men når vi ser på antal tilmeldte lastbiler i skrivende stund, sammenlignet med samme tidspunkt for et år siden, så er der faktisk meldt flere lastbiler til i år. Og det er naturligvis glædeligt, for det betyder, at Lastbil Show Vest

også i år bliver det største i Norden – med mindre det overgås af Lastbil Show Øst!

Som det nok er de fleste bekendt, har Lastbil Show Vest holdt flyttedag, fra Vandel Flyveplads til Flyvestation Karup. Og det er måske ikke så ringe endda. For forholdene er fine i Karup, som ligger noget mere centralt i Jylland end Vandel – ja, man kan godt kalde Karup for Jyllands navle.

Masser af action
Foruden de mange flotte lastbiler er der en lang række aktiviteter med masser af action. For eksempel bliver der både lørdag og søndag mulighed for at se, hvad der sker, når en personbil

dumpes fra 40 meters højde.

Dansk Autohjælp demonstrerer forskellige metoder til skånsom bjergning af havarerede køretøjer, og derudover er der diverse køretekniske aktiviteter. Således afvikler Scania Danmark finalen i konkurrencen Young European Truck Driver på Lastbil Show. Lørdag kl. 10 starter de endelige prøver på pladsen ved festteltet. Kig med og se, hvordan man kårer Danmarks bedste unge chauffør.

Fra den mere underholdende afdeling kan nævnes gruppen Cheap Tricks’ “Motocross Freestyle Show”. Oplev højtflyvende motocross cykler, der laver flotte tricks og farlige

stunts. Det foregår ligeledes på pladsen ved festteltet.

Et andet publikumshit er tovtrækning af en lastbil, der forsøger at trække i modsat retning – mennesket mod maskinen!

Flyvestation Karups faste stab har desuden lovet at demonstrere noget af deres avancerede grej.
Lastbil Show 2007 er både en truckerfestival og en transportudstilling. En række af transportbranchens leveran- dører udstiller deres produkter – det gælder bl.a. lastbilimportørerne, der viser de nyeste modeller.

Gratis lastbilvask
Ligesom i fjor tilbydes gratis

lastbilvask – det foregår hos Kartoffelcentralen i Karup. Firmaet KlarTek vil også i år være behjælpelig med at vaske lastbilerne. Det gør de ved at demonstrere deres vaskeanlæg og doseringsanlæg. Der skal vaskes, inden man kører ind på festivalpladsen.
Der er mulighed for at komme ind på pladsen med sin lastbil fra fredag den 22. juni kl. 12.00. Alle lastbiler skal være på plads senest lørdag morgen klokken 9, som også er absolut sidste frist for tilmelding. Ligesom sidste år vil alle deltagende lastbiler blive fotograferet ved indgangen, når de ankommer. Billederne bliver bragt i tillægget om Lastbil Show 2007 i Lastbil Magasinet nr. 8.
De udstillede lastbiler bedømmes lørdag i 14 forskellige klasser. Hertil kommer “Største vognpark” pg “Publikumsfavoritten”. Det er frivilligt, om man ønsker sin bil bedømt eller ej. Hvis bilen ikke ønskes bedømt, skal dette meddeles ved tilmelding, af hensyn til dommerne. Alle biler kan dog vælges som “Publikumsfavorit”.
Der er præmieoverrækkelse søndag klokken 15.00 på pladsen ved festteltet.

Lastbil Show 2007 er åbent for publikum lørdag 10-18 og søndag 10-16. Entré 100 kr. for en dagsbillet og 150 kr. for en weekend-billet. Billetter kan købes ved indgangen. Der er gratis parkering, og der er mulighed for at overnatte i eget telt eller campingvogn.
Toilet- og badefaciliteter forefindes.

Udover det transportfaglige byder Lastbil Show 2007 på en lang række aktiviteter for hele familien, for eksempel kørsel med store fjernstyrede lastbiler i størrelsen 1:14 og 1:16. For de mindre børn er der bl.a. hoppeborg.

I løbet af dagen er der levende musik på pladsen ved festteltet, og lørdag aften spiller orkestret Moose Control op til dans i teltet – og de forstår virkelig at fyre den af!

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Godt at høre fra dig igen, det er et KANON stævne, ser frem til mange kolde sammen.

Bjarne